Hjemløse til julefrokost
Virksomhed byder på julemad
Traditionen tro arrangerede Pressalit igen i år julefrokost for de hjemløse i Aarhus med sild, steg, kartofler og meget andet godt.
Det er sjette gang, at Ry-virksomheden inviterer på julemad, hvor medarbejdere fra virksomheden står for maden og serveringen.
Julefrokosten fandt sted i dag, torsdag, på Værestedet i Jægergårdsgade 107 i det centrale Aarhus.
- Vi synes, at det er en god måde at engagere vores medarbejdere. De er med til at vise et ansvar og engagere sig i samfundet, siger Dan Boyter, der er ordførende direktør i Pressalit.
Det er frivilligt, om medarbejderne i Pressalit har lyst til at hjælpe til med julefrokosten - men det er der mange, som gerne vil.
- Det er blevet meget attraktivt for medarbejderne, og der er faktisk kø for at være med, siger Dan Boyter.
Rene Sørensen var torsdag en tur forbi Værestedet for at sætte tænderne i den lækre julemand.
- Det er rigtig godt for gadens folk. Dem der ikke har så meget kommer her ned og får julehygge og julemad. Det er fedt, at de gør det, og at de bruger penge på os, siger Rene Sørensen.
Julehyggen begyndte torsdag klokken 11.
I videoen øverst på siden kan du høre Dan Boyter og Rene Sørensen fortælle mere om julefrokosten.