Hjalte skadet
AGF fik ikke den bedste start på træningsophold i Tyrkiet
Den nyindkøbte AGF-profil Hjalte Bo Nørregard har været plaget af skader i den korte tid, han har været i den aarhusianske klub.
Situationen blev ikke bedre, da AGFerne tog hul på lørdagens træning.
I løbet af træningspasset måtte i alt tre spillere dog udgå. Værst ser det ud for Hjalte Bo Nørregaard. I en aktion mod mål strammede hans ene lægmuskel op, og midtbanespilleren måtte ifølge AGFs hjemmeside slukøret forlade banen.
- Det er endnu for tidligt at sige, hvad der er sket med Hjalte. Vi skal undersøge ham nærmere, når vi kommer tilbage på hotellet, men det kunne godt tyde på, at han har fået en lille forstrækning, siger cheffysioterapeut Jens Bo Vestergaard Jørgensen til agffodbold.dk.
AGF tager hul på forårssæsonen den 18. marts, hvor Hobro kommer på besøg på NRGi Park i Aarhus.