Hjælp til børn med vandladningsproblemer

Ny forskning fra Skejby Sygehus viser, at de fleste børn med urininkontinens i dagtiden kan helbredes uden medicin.

Ny undersøgelse viser, at træning alene eller med et alarm-ur kan gøre over 70 % af børn, der lider af urininkontinens i dagtiden, tørre.

Resultaterne bygger på en analyse af data fra alle børn, som er blevet behandlet for uforklarlig dag-urininkontinens på Børneafdelingen på Århus Universitetshospital, Skejby, i perioden 2000-2004.

230 børn gennemgik et behandlingsforløb, hvor de, efter at have fået udelukket blærebetændelse og forstoppelse, først blev instrueret i blæretræning. Hvis det ikke førte til kontinens, blev de anbefalet et alarm-armbåndsur som hjælp til træningen. 168 børn blev tørre på denne medicinfri behandling.