Historiske planter til salg
Stauder, "lammeøre" samt "Ørepineplanten". Der er lidt af hvert, når Den Gamle By sælger ud af samlingen af historiske planter.
Nu åbner Den Gamle Bys gartneri for salg af museets store samling af historiske potteplanter. Desuden sælges et udvalg af historiske stauder, som eksempelvis lammeøre.
- Vi oplever mere og mere, at Den Gamle Bys butikker bruges som almindelige butikker med faste kunder til maltbolsjer, spegepølser eller historisk bagværk. Derfor er det dejligt, at gartneriet nu også er med. Det fortæller museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse fra Den Gamle By.
I vinterens løb har museets gartnere taget stiklinger, til glæde for de mange, der interesserer sig for historiske planter.
Den Gamle Bys gartneri er kendt i havekredse for sin store samling af duftgeranier. Af de omtrent 30 forskellige, kan der nu erhverves stiklinger af 10-15 forskellige - blandt andet kamfer- og pebermynte geranium samt "ørepineplanten", der har været kendt i England siden 1700tallet.
I lerpotterne findes eksempelvis også ægte mimose - som klapper sammen, når man rører ved den.