Her skal mobilen være tændt

I 6. klasse på Vinderslev Skole i Silkeborg spiller mobiltelefonen en helt central rolle i undervisningen

Som den første folkeskole i Danmark har Vinderslev Skole siden skoleårets start været i gang med et forsøg, hvor elever i 6. klasser og deres undervisere har en mobiltelefon til brug i undervisningen. I et år har de en telefon stillet til rådighed 24 timer i døgnet.

Eleverne er begejstrede for konceptet. Det samme er lærerne. Både skolens leder Thorkild Skovbo og de to undervisere, der er tilknyttet klassen, har her udelukkende positive erfaringer at dele ud af.

- Det har vist sig at være en kæmpe gevinst. Vi bruger mobiltelefonerne til at understøtte den almindelige undervisning, så flest muligt får mest muligt ud af den. Større, bedre og mere brugbar viden er kun et klik væk. Der er ingen tvivl om, at mobiltelefonerne motiverer eleverne til at lære, siger skoleleder Thorkild Skovbo.

Det fungerer på den måde, at underviseren formulerer en opgave, der omskrives til en smart-kode som eleverne herefter scanner med mobiltelefonen.

- Det kan være alt lige fra et simpelt regnestykke, en post i et orienteringsløb, eller noget helt tredje, siger matematiklærer Steffen Volder.

Mobiltelefonerne bliver også brugt som GPS, til tidtagning, som video, diktafon, til tekstbehandling, søgning på nettet, og til at give besked om sygemelding.

Se mere på TV 2 | ØSTJYLLAND i mandagens nyhedsudsendelse kl. 19.30.