Her er landets første mad-robot
Skal køre med mad og service på plejehjem
Det skal være slut med at køre frem og tilbage med tallerkener og bestik på gangene på plejecentret Præsthøjgården
Rulleborde skal i stedet snart udskiftes med en robot. Plejecentret bliver det første i verden, som skal teste en helt ny transportrobot.
Formålet med den store, firkantede robot er, at den skal køre mad og service rundt på plejecentret. En opgave, som personalet normalt står for, men som nu forhåbentlig kan spares væk med hjælp fra en robot. Tiden kan derfor bruges på omsorg til de ældre beboere.
- Derfor synes jeg, det er spændende at undersøge, om vi kan spare den tid og i stedet bruge den sammen med de ældre, siger Lene Offersen, der er områdeleder i Sundhedscenter Ceres i Horsens Kommune og initiativtager til projektet.
Afprøvning af robotten sker i samarbejde med virksomheden Blue Ocean Robotics, som har erfaring med velfærdsteknologi og som har været med til at implementere robotten på et hospital i Sønderjylland.
På plejecentret Præsthøjgården har man tidligere afprøvet teknologiske hjælpemidler som for eksempel automatiske badekabiner.
Det nye forsøgsprojekt vil blive fulgt tæt af FOA, Business Horsens, VIA University College og Horsens Bibliotek.
Se mere i indslaget øverst.