Her er der flest dårlige betalere i Østjylland
Region Midtjylland indtager førsteplads over bedste betalere i ny opgørelse over dårlige betalere i RKI-registret.
Vi kan godt tillade os at klappe os selv på skulderen, når det gælder kunsten om at få betalt regningerne til tiden.
Borgerne i Region Midtjylland er nemlig de danskere, der er bedst til at undgå RKI-registret - eller formuleret på en lidt mere positiv måde: Vi er de bedste betalere i landet.
Det viser nye tal fra analysevirksomheden Experian, der står bag RKI-registret.
Læs også
Andelen af borgere i Region Midtjylland, der står listet som dårlige betalere, er faldet fra 3,8 procent i januar 2018 til 3,6 procent i januar 2019.
Det er næsten et procentpoint lavere end på landsplan, hvor andelen er 4,3 procent. Det er også et godt stykke fra landets topscorer Region Sjælland, hvor 5,50 procent af borgerne kan finde deres navn i RKI-registret.
Stor forskel fra Skanderborg til Randers
Der er dog store forskelle på kommunerne i Region Midtjylland. Kommunerne Randers, Norddjurs og Struer har den største andel dårlige betalere, hvor Randers med 5 procent er den kommune med flest dårlige betaler i Region Midtjylland.
Læs også
Kommunerne Skanderborg, Favrskov og Århus ligger i den helt anden ende af skalaen, hvor Skanderborg Kommune har færrest borgere oplistet som dårlige betalere i RKI – nemlig kun 2,2 procent.
Dog er andelen af personer registreret i RKI blevet mindre fra januar 2018 til januar 2019 i samtlige 19
midtjyske kommuner.
Sværere at få hurtige lån
En af årsagerne til, at vi ser et fald af registrerede gældtyngede danskere, er blandt andet, at der er
kommet højere krav til kreditvurderingen i forbindelse med fx forbrugslån.
- Udviklingen indikerer, at flere danskere er blevet bedre til at håndtere deres privatøkonomi. Men en stor
del af årsagen til, at vi ser et fald, er også at forhandlere og virksomheder er blevet gode til at kreditvurdere
deres kunder, inden de lader dem købe på afbetaling eller oprette lån, siger kundeansvarlig for RKI hos Experian Mette Frølund i en pressemeddelelse.
Læs også
RKI-registret samler antallet af danskere, som har fået opbygget så stor en gæld, at de ikke er i stand til at
betale regningerne. Ender man i registret, har det blandt andet indflydelse på ens muligheder for at optage lån og købe på afbetaling.