Henriette Kjær: Ondsindede postulater
Det østjyske folketingsmedlem Henriette Kjær kalder sin svigermors beskyldninger om bedrageri for ondsindede postulater
13. jan 2011, kl. 10:57
Mere end 30 dage gammel
De Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær og hendes mand Erik Skov Pedersen beskyldes i torsdagens udgave af BT for bedrageri. Beskyldningerne kommer fra Henriette Kjærs svigermor, Yvonne Gerda Pedersen, der siger til avisen, at hendes søn og svigerdatter har forfalsket hendes underskrift for at få et lån på 200.000 kroner.
Derfor valgte Henriette Kjær ikke at lede folketingsgruppens møde torsdag formiddag, som hun ellers plejer at gøre.
- Jeg er rasende, men jeg vil slet ikke kommentere ondsindede postulater, siger hun til TV 2.
Henriette Kjær og hendes mand vil nu konsultere familiens advokat i sagen.