Hav tålmodighed med ungerne
Så kan de måske lære at spise sundt
Børn kan godt lære at kunne lide sund mad, hvis bare forældrene er tålmodige nok Det viser ny forskning fra Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, fortæller DR Østjylland.
Når forældre eller pædagoger bliver frustrerede over børn, der ikke vil spise rugbrød eller kartofler, så er problemet faktisk slet ikke kræsne børn, men utålmodige voksne. Det forklarer Heidi Kildegaard, der for nylig har lavet en ph.d. om, hvordan børns smag kan ændres i en sundere retning.
- Det er vigtigt, at man ikke giver op første gang, man præsenterer børnene for de nye og sunde ting, som vi jo alle sammen gerne vil have vores børn til at spise. Man skal blive ved med at præsentere det for dem mange gange, siger hun. Heidi Kildegaard har lavet madforsøg med flere hundrede børn. I nogle af forsøgene fik børnene serveret det samme mad igen og igen, men hver gang var det ændret en lille smule, så det blev lidt sundere.
- Vi har gjort det med både yoghurtprodukter, brødprodukter og forskellige drikkeprodukter, og på den måde endte børnene med at kunne lide det sunde.
Så Heidi Kildegaards råd til forældre, der ikke kan få sund mad i deres børn er at lade være med at give op, fordi de små har sagt nej til noget to eller tre gange.