Hashhandler har lov at være i park
Landsretten underkender politiforbud mod, at en 24-årig hashhandler opholder sig i Botanisk Have i Århus.
Ved at underkende politiets forbud mod, at en hashhandler opholder sig i Botanisk Have, satte Vestre Landsret onsdag en stopper for Århus Politis indsats mod hashhandel på offentlige steder, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
- Nu har vi et problem. Hashsælgerne kan bare flytte hundrede meter væk til den næste bænk, konstaterede lederen af Århus Politis indsats mod hashklubberne, vicepolitiinspektør Mogens Thomsen efter dommen.
I juli sidste år forbød politiet den 24-årige hashhandler at være i Botanisk Have, fordi han var kendt fra flere hashklubber, som politiet har lukket. Men der satte retten grænsen.
- Som forbuddet er formuleret, er det for vidtgående, fastslog retsformanden, Maria Mejnertz.
/ritzau/