Harmonika-duo er blevet et hit

Duoen Kristian & Jens Peter har formået at gøre harmonikamusik populær.

Harmonika-musik er ikke umiddelbart det, der bliver spillet mest af på de danske radiostationer, men ikke desto mindre er det lykkedes duoen Kristian & Jens Peter at gøre deres musik populær i hele landet.

Gruppen består af Jens Peter Nielsen fra Løgten ved Århus og Kristian Rusbjerg fra Brønderslev, og efter to udgivelser med tilsammen 70.000 solgte plader følger de nu op på succesen med albummet 'Svenske harmonika træffere'.

Den populære duo håber, at det nye album bliver en lige så stor succes som de to forrige. Derfor besøger Kristian & Jens Peter i disse dage landets radiostationer, hvor de lader sig interviewe og giver smagsprøver på deres musik.

TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i aftenens udsendelser.