Halm-leverandører i krise
Halm erstattes af træ på fyringsværkerne
De østjyske halm-leverandører er i krise. Halmen bliver nemlig inden længe erstattet af træ som fyringsmiddel på kraftværkerne. Oven i hatten har regeringen sagt nej til at støtte bioethanol, der er produceret af halm.
- Det vil være særdeles kritisk. Og det vil i praksis betyde, at halmproduktion som sådan vil blive meget svært og meget småt i fremtiden, siger Niels Ejner Rytter, der er landmand og formand for 125 halmproducenter på Djursland til DR ØSTJYLLAND.
Den nye regering har droppet bioathanol-produktionen og derfor ser det sort ud for halm-leverandørerne. I næste uge er der generalforsamling i landmændendes fælles forening, Djurshalm.
- Vi skal drøfte selskabets fremtid. Har vi en berettigelse? Spørger jeg i indkaldelsen. For hvis der ikke skal omsættes noget halm, så har vi jo ikke, siger Niels Ejnar Rytter til DR ØSTJYLLAND.
Studstrupværket ved Aarhus vil reducere sit CO2-udslip og bruger fremover træ i stedet for kul. Den beslutning får også halm-behovet til at forsvinde. Halm fungerer nemlig som brændstof på grund af kedlernes særlige konstruktion og kan kun afbrændes sammen med kul.