Grenaa bejler til Femern-forbindelse

I alt 18 byer eller store havne er klar til at lægge jord til produktion af Femern-forbindelse

18 byer eller store havne har meddelt selskabet Femern A/S, at de er interesserede i at huse kommende produktionsanlæg til en bro eller tunnel til Tyskland.

Projekteringen af de to løsninger er nu så langt, at man kender flere detaljer om de krav, der stilles til produktionssteder.

- Derfor er vi nu klar til at tale med de enkelte havne om, hvor velegnede de er som produktionssted, siger teknisk direktør i Femern A/S Peter Lundhus.

I Danmark har Grenaa, Kalundborg, Københavns Frihavn, Nyborg, Odense (Lindø), Orehoved ved Guldborgsund, Spodsbjerg, Stigsnæs, Rødbyhavn, Vordingborg og Aabenraa meldt deres interesse.

Fra udlandet kommer svenske Malmø med et bud, og fra Tyskland melder Kiel, Lübeck og Rostock sig. Endelig er der også kommet reaktion fra de polske byer Gdansk, Swinoujscie og Stettin. Desuden har Nakskov og Bandholm meldt deres interesse i at lægge kaj og jord til servicehavne for entreprenørerne.

Femern A/S går i de kommende måneder i dialog med hver by for at afklare tekniske forhold. Det gælder blandt andet arealernes størrelse og egnethed, vanddybde, miljøforhold og andet.

Hvilke steder der viser sig bedst egnede vil blive afklaret i løbet af 2011.