Graulund tager et år mere i AGF

Peter Graulund forlænger med AGF, der nu har kontrakt med angriberen frem til sommeren 2012

Han er efterhånden blevet 34 år, men Peter Graulund kan stadig finde vej til målet. Derfor har AGF forlænget aftalen med angriberen, så den løber frem til sommeren 2012.

- Peter har gjort en forskel og gør det stadig. Han har været den vigtigste spiller i den periode, vi har været igennem, og han er eksponent for den passion og vindermentalitet, vi gerne vil kendetegnes ved, siger sportschef Brian Steen Nielsen i en pressemeddelelse.

Indtil videre er det blevet til 11 mål i de 17 1. divisionskampe, som Graulund har spillet for AGF i denne sæson. Og står det til manden selv, har han heller ikke scoret sine sidste mål i Superligaen.

- Jeg har en stor ambition om at rykke op i Superligaen og aflevere klubben der, hvor den hører hjemme - og det er i den bedste halvdel, siger Graulund, som endnu ikke har sat udløbsdato på sin fodboldkarriere.

- Nu er det jo svært at spå om fremtiden, men hvis jeg kan opretholde min skarphed og motivation og stadig være fit for fight, kan jeg godt se mig selv som det danske svar på Filippo Inzaghi, der i en alder af 37 år stadig scorer mål for Milan, siger AGF'eren.

Alt i alt har han gennem årene lavet 77 mål for AGF