Graulund: Gode chancer for point
Efter sæsonens første tre kampe har AGF tre point. Søndag spiller de i Parken, og det bør resultere i point, mener angriberen.
Tre kampe, tre point.
Det er situationen i AGF her i begyndelsen af sæsonen.
Søndag hedder modstanderen FC København, og dem skal århusianerne møde på udebane.
Det møde burde pynte på point-kontoen, mener den tidligere anfører.
- Vi har gode chancer for at få point med hjem fra Parken. FCK er ikke helt op i gear endnu. De var heldige med at få uafgjort i Randers, og et point mod SønderjyskE kan heller ikke være tilfredsstillende for dem. De er presset til at vinde, og det betyder, at vi kan spille lidt afventende, lyder det fra Peter Graulund, der er ganske godt tilfreds med holdets indsats indtil nu.
- Alt i alt har det været en okay sæsonstart. Vi har haft nogle svære kampe, og tre point er godkendt. Med lidt held kunne vi have fået point i Odense, men modsat kunne vi også have spillet uafgjort mod Horsens, og en sejr er alt andet lige bedre end to uafgjorte, siger Graulund til agffodbold.dk.
AGF spiller hjemme den 17. august, hvor modstanderne kommer fra Brøndby.