Gratis sundhedstjek
Biblioteker vil hjælpe de sundere vaner på vej
Fra i dag og fem uger frem kan alle borgere i Aarhus derfor få testet deres sundhed gratis på flere af byens biblioteker, i Borgerservice på Park Allé og hos det mobile sundhedseksperimentarium, der, i løbet af de fem uger sundhedseksperimentariet varer, vil komme forbi Kvickly Åbyhøj, Veri Centret, Viby Centret og Bruuns Galleri.
Rådmand for Kultur og Borgerservice, Marc Perera Christensen, glæder sig over at sundhedseksperimentariet nu er en realitet.
- Med dette tiltag vil vi gøre Aarhus sundere og mere aktivt. Et øget fokus på en aktiv og sund livsstil er godt for både den enkelte og for kommunens flere end 1200 foreninger, der tilbyder et væld af forskellige aktiviteter og motionstilbud. Sundhedseksperimentariet kan synliggøre al den sjove motion vi har i Aarhus og få endnu flere fysisk aktive borgere i byen, siger Marc Perera Christensen.
Ambassadører
Op til sundhedseksperimentariets start er der blevet uddannet 25 sundhedsambassadører blandt medlemmerne i en lang række aarhusianske idrætsforeninger. Heriblandt fra Skovbakken IF, TST Tilst, AGF, Aarhus 1900, Højbjerg Gymnastik Forening, Interkulturel kvindeforening, Viby Syd Idrætsforening og Aarhus Kano og Kajak Klub.
De mange aarhusianske sundhedsambassadører skal de næste fem uger afholde sundhedssamtaler på bibliotekerne og ved events rundt omkring i byen og motivere århusianske borgere til et mere fysisk aktivt liv.
Når sundhedseksperimentarierne slutter 11. februar bliver deres opgave at fungere som sundhedsambassadører i deres egen forening for at få foreningen til at tænke mere på sundhed.
Læs meget mere om sundhedseksperimentet på www.motionstilbud.dk.
(Kilde: Aarhus Kommunes sundhedspolitik)
Her kan du få testet din sundhed:
- Tilst Bibliotek
- Trige Bibliotek
- Viby Bibliotek
- Risskov Bibliotek
- Hasle Bibliotek
- Gellerup Bibliotek
- Hovedbiblioteket
- Borgerservice (tårnindgangen v. Park Allé)