Gratis mælk i Århus
Økologerne uddeler gratis mælk i protest mod mælkekrigen, som de mener både vil skade de økologiske producenter og miljøet.
I protest mod mælkekrigen og under mottoet 'Så kan du lige så godt få det gratis' går økologiske mælkeproducenter i dag på gaden for at uddele gratis øko-mælk i Århus.
Aktionen, der begynder på Lille Torv klokken 13.30, skal pege på, at billig mælk har sin pris og den betales af landmanden, dyrene og miljøet.
Ifølge Økologisk Landsforening koster et prisfald på bare 25 øre per liter en økologisk landmand 150.000 kroner om året i indtjening. Prisfaldet er nu på 55 øre per liter.
- Samtidig går det ud over køerne, som presses til at producere endnu mere mælk, ligesom det vil kræve flere dyr i staldene, hvis landmændenes indtægter presses yderligere. Det er baggrunden for aktionen med uddeling af gratis mælk, siger direktør i Økologisk Landsforening, Paul Holmbeck. /ritzau/