Gratis kaffe på Essex Park

Randers FC kræser for de tilskuere, der troder kulden under vinterens sidste testkamp

Under mandagens træningskamp mod Skive sørger den kronjyske superligaklub for, at der er varm kaffe på kanden til de tilskuere, der dukker op.

Kampen mod Skive er vinterens sidste testkamp, inden Randers FC på næste søndag tager hul på forårssæsonen i Superligaen.

Selv om der altså ikke er point på spil mod Skive, forventer Randers-cheftræner Ove Christensen en solid indsats af sine spillere under mandagens træningskamp.

- I og med at det er sidste træningskamp inden forårssæsonen kan man nok også regne med, at de spillere, der kommer i aktion mod Skive, vil gøre alt for at vise både sig selv og trænerstaben om, at de skal starte inde mod FC Nordsjælland på søndag, siger Ove Christensen til Randers FCs officielle hjemmeside.

Kampen mod Skive spilles på Essex Park Randers mandag kl. 14.