Gratis heroin en succes
Vi har reddet narkomaners liv, mener behandlere
Et forsøg med lægeordineret gratis heroin til narkomaner i Aarhus er ifølge behandlerne en stor succes.
Narkomanerne modtager heroinen under hygiejniske forhold og under overvågning af en læge. Derudover står personalet klar med råd og vejledning.
Forsøget har nu kørt i et år. De foreløbige erfaringer viser, at de heroin-misbrugere, der er med i forsøget, begår langt mindre kriminalitet end tidligere.
Derudover har mange af misbrugerne fået et bedre helbred, fordi de dagligt bliver tilset af en læge.
- De begår mindre kriminalitet, fordi de ikke skal skaffe penge til stoffer. De er blevet bedre til at gå til tandlæge og læge - og de får noget at spise herinde. Så deres helbredstilstand er også blevet markant bedre, siger overlæge Anette Bendiksen, der mener, at det aarhusianske forsøg har reddet op til flere menneskeliv.
Vil udvide forsøget
Den lægeordinerede medicin bliver givet til misbrugerne i KontaktHuset i Aarhus Midtby.
I alt 17 misbrugere er med i forsøget, som Aarhus Kommune efter planen vil evaluere efter tre år.
KontaktHuset håber at kunne udvide forsøget, så det kommer til omfatte endnu flere af byens misbrugere.
- Der er flere heroinmisbrugere derude, som bare ikke har overgivet sig til, at de nu kan få lægeordineret heroin. Blandt andet fordi de bliver presset af andre i miljøet til ikke at henvende sig her, siger overlæge Anette Bendiksen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se tv-indslag øverst på siden.