Google-briller hjælper landmænd
Google Glass er blevet brugt i et år på forsøgsbasis i landbruget - med stor succes
Smarte briller kan i fremtiden blive et nyttigt redskab for landmændene.
Det er konklusionen på et et-årigt forsøgsprojekt i Aarhus, som onsdag bliver præsenteret.
I et år har fire østjyske landmænd afprøvet Google Glass - et sæt briller udstyret med en lille computerskærm - i deres arbejde. En af dem af Mikkel Juhl Nielsen fra Følle:
Se også: Fremtidsbriller til landmænd
- Det har været rigtig spændende og sjovt at afprøve det her nye teknik i landbruget, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
For ham har brillerne været en stor hjælp i hverdagen:
- Det har gjort det nemmere ved, at man kan sige, at man har muligheden lige ved - ikke ved hånden, men ved øjet - hvor man kan notere sig sine observationer, forklarer han.
Bag forsøgsprojektet er Erhvervsakademi Aarhus, Aarhus Universitet og Videnscenter for landbrug.
Her er man optimistiske omkring anvendelsen af den smarte teknologi:
- Den væsentligste fordel er, at vi bringer IT-anvendelse ud i produktionen - altså ud i stalden, hvor landmanden arbejder til dagligt, så han ikke skal lave administrativt arbejde i så høj grad inde på kontoret efterfølgende, forklarer Morten Mathiasen, der er lektor ved Erhvervsakademi Aarhus.
I videoen øverst på siden kan du se et eksempel på, hvordan de smarte briller virker.