Godt håndboldnyt: Jysk bliver hovedsponsor i Silkeborg-Voel

Ovenpå gårsdagens nedslående nyhed fra SK Aarhus, er der i dag glædeligt nyt fra en anden østjysk dameligaklub

Foto: Silkeborg Foto / Preben Hansen

1 af 2

Efter en længere periode uden en hovedsponsor kan dameligaholdet Silkeborg-Voel KFUM nu præsentere en kommende hovedsamarbejdspartner.

Det er Lars Larsens Jysk, der har valgt at opgradere sit engagement i det silkeborgensiske idrætsliv ved nu også at støtte den østjyske damehåndboldklub, og fremover vil det velkendte Jysk-logo pryde de grønne Silkeborg-Voel trøjer.

- Jysk støtter massivt op om elitesporten i Silkeborg som hovedsponsor for håndboldherrerne i Bjerringbro-Silkeborg, Jysk Arena og opførelsen af det nye stadion Jysk Park. Det er helt naturligt for os nu at udvide det engagement gennem et sponsorat af håndboldkvinderne i Silkeborg-Voel KFUM, som gør det godt i ligaen, siger Jan Bøgh, administrerende direktør i Jysk.

Læs også Silkeborg-Voel henter profil hos østjyske rivaler

Direktør i Silkeborg-Voel KFUM, Mikael Bak, glæder sig ligeledes over aftalen med Jysk, som nu endelig er faldet på plads efter lang tids kamp for at finde en hovedsponsor.

- Vi er meget stolte over at kunne præsentere en stor, anerkendt virksomhed som Jysk som ny hovedsponsor. Det er et fantastisk brand at blive identificeret med, og så håber vi selvfølgelig samtidig, at støtten fra Jysk kan være med til at bringe os et skridt videre rent sportsligt, siger direktør i Silkeborg-Voel KFUM, Mikael Bak.

Sponsoratet gør sig foreløbigt gældende for den sidste halvdel af sæsonen 2016/17, samt de to næste sæsoner frem mod sæsonen 2018/2019

I Silkeborg-Voel er der forsat plads til yderligere to hovedsponsorer, lyder det fra klubben.

Dynekongen Lars Larsen støtter i forvejen Bjerringbro-Silkeborg og Silkeborg IF massivt.  Foto: TV2OJ / Colourbox