God start på aftenkirke
Omkring 100 mødte op, da kirke i Århus for første gang holdt aftenåbent
Det er Vor Frue Kirke i det centrale Århus, som i aftes for første gang forsøgte sig med et flere timer langt aftenarrangement som supplement eller måske alternativ til den traditionelle søndags-gudstjeneste.
Kirken var åbent fra klokken 20 fredag aften til en halv time efter midnat. Omkring 100 kirkegængere benyttede sig af muligheden, som var den første af sin art i en østjysk kirke. Et yderst tilfredsstillende fremmøde, mener arrangørerne. En af dem var den århusianske gadepræst, Iben Davids:
- Det er jo noget helt nyt, og det er først nu, det skal til at sprede sig ud i byen, at tilbuddet findes. Ikke mindst på den baggrund er vi godt tilfredse, siger hun.Vor Frue Kirke holder aftenåbent en fredag om måneden i foreløbig et år.