God luft giver god læring

En undersøgelse fra Aarhus Universitet viser sammenhæng mellem luftkvalitet og præstationsevne

Foto: Roar Lava Paaske

Når koncentrationen af kuldioxid i et klasseværelse falder, så klarer elever sig bedre i test.

Det er konklusionen på en ny undersøgelse, som er foretaget af forskere fra Aarhus Universitet. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Fire klasser fordelt på to skoler i Aarhus Kommune blev udsat for forskellige niveauer af frisk luft styret af et ventilationsanlæg, der blev indstalleret i forbindelse med forsøget.

Eleverne gik i femte klasse, og de fik udleveret nogle test i dansk og matematik, hvor forskerne bagefter kunne analysere sammenhængen mellem besvarelserne og luftkvaliteten.

- (...) Med vores undersøgelse vil vi gerne skaffe mere sikker viden om effekten af dårligt indeklima på børn. Det er helt afgørende, hvis vi vil ændre på det dårlige indeklima, som findes alt for mange steder på danske skoler i dag, siger Steffen Petersen, leder af forskergruppen for indeklima og byggeri på Aarhus Universitet i pressemeddelelsen.

Når tilførslen af frisk luft blev øget, klarede eleverne sig syv procent bedre end sædvanligt, viste undersøgelsen.