Gløder dryssede ned i halm

Brandvæsen fik hurtig styr på staldbrand

Foto: Colourbox

En effektiv indsats fra Silkeborg Brand og Redning var i eftermiddag årsag til, at en brand i en lade hurtigt blev slukket.

Branden opstod ifølge brandvæsnet i en tidligere svinestald, som i dag bliver brugt til opmagasinering af blandt andet brænde og gamle biler.

Brandfolkene rykkede derfor hurtigt ud til stalden, som lå i tilknytning til en gård på Tingvejen mellem Voel og Gjern.

Ifølge indsatsleder Per Jensen var branden formentlig opstået i nogle elektriske installationer:

- Der er sandsynligvis tale om en kortslutning i et loftudtag til lysstofsrør. Det begyndte at ulme i loftet, og så dryssede der gløder ned i nogle store halmballer, siger han og uddyber:

- Brandskaden var heldigvis forholdsvis begrænset i forhold til, hvad der kunne være sket.

Silkeborg Brand og Redning fik alarmopkaldet klokken 16.10.