Glade for E45-udvidelse

Både i Skanderborg og Horsens glæder borgmestrene sig over udsigten til en udvidelse af motorvej E45

Transportminister Magnus Heunicke (S) lover at topprioritere en udvidelse af E45 i Østjylland, og det vækker glæde hos borgmestrene i to østjyske kommuner.

Se: E45-udvidelse på vej

- Trængslen på E45 er rigtig slem. I de kommende år vil problemerne kun brede sig. Derfor hilser vi det velkommen, at det store regeringsparti nu prioriterer den østjyske motorvej E45. Udvidelsen er nødvendig for at fastholde og øge væksten i virksomhederne i Østjylland, og det vil være til gavn for hele Danmark, siger Jørgen Gaarde (S), der er borgmester i Skanderborg og formand for Business Region Aarhus, i en pressemeddelelse.

Glæden er også stor hos partifællen Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens.

- E45 er jo hovedpulsåren for blandt andet de mange produktionsvirksomheder, vi har i Østjylland, og trængselsproblemerne på motorvejen er en klar og meget voksende hæmsko for væksten i området. Reelt har vi ét spors motorvej, og ét slæbespor med lastbiler, det er et problem for både erhvervsliv og befolkning. Derfor er vi rigtig glade for, at de to ministre med deres besøg sætter en tyk streg under vigtigheden af udvidelsen af E45, siger Peter Sørensen i pressemeddelelsen.