Giver postkasse-dispensationer
Forskelligt hvordan kommuner behandler dispensation for ny lov
Den 1. januar træder den nye postkasselov i kraft, og reglerne for hvordan postkasser skal sættes op ændres markant.
Ældre og handicappede kan dog få dispensation for den nye lov, og forsat få bragt posten til døren.
Det er kommunerne, der afgør om en borger kan få dispensation og blandt de østjyske kommuner er der stor forskel på hvordan det foregår, viser en rundringning TV 2 | ØSTJYLLAND har lavet.
I Skanderborg Kommune er hver enkelt ansøgning om at få dispensation blevet individuelt sagsbehandlet, det har resulteret i at 195 borgere har fået dispensation, mens kommunen har givet enkelte afslag.
I Randers og Aarhus er man blevet bombarderet med ansøgninger fra borgere, der ønsker dispensation for den nye postkasselov.
- Vi har simpelthen ikke ressourcer til individuelt at sagsbehandle 700 ansøgninger, derfor har vi givet dispensation til alle, der har søgt om det. Vi regner med at alle dem, der har søgt også opfylder kravene til at få dispensationen, siger Helle Hansen, der er visitationschef i Randers Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det samme gør sig gældende i Aarhus Kommune. Her har alle 1941 borgere, der har søgt om at få dispensation fået det.
Se her en oversigt over hvor mange borgere der har fået dispensation for den nye postkasselov i de østjyske kommuner:
Aarhus: 1941
Randers 700
Silkeborg 350
Skanderborg: 195
Syddjurs: 190
Favrskov: 130
Norddjurs: 120
Samsø: 31
Odder: Ikke været muligt at få oplyst
Du kan her læse mere om den nye postkasselov.