Gitte Just forlader 2017
Programdirektør siger stop
Efter et år som programdirektør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 forlader Gitte Just sit job.
På den måde følger hun efter Benedicte Strøm, der i februar opsagde sin stilling som kommunikationschef i Fonden Aarhus 2017.
- Det er med beklagelse, at jeg har måttet træffe denne beslutning. Det har været vanskeligt at forene et spændende, men også krævende, job i Aarhus, mens familien er blevet på Sjælland. Jeg har derfor besluttet at prioritere min familie. Jeg vil dog gøre mit til at sikre en så smidig overgang som muligt, siger Gitte Just i en pressemeddelelse.
Se: Benedicte Strøm forlader 2017
Gitte Just blev ansat for et år siden, hvor hun fik ansvaret for at lægge den overordnede linje i det samlede program for Europæiske Kulturhovedstad 2017.
Det kostede 862.000 kr. at finde og ansætte de tre ledende medarbejdere i det aarhusianske kulturbyprojekt via obopslag, annoncering og konsulenthjælp fra firmaet Mercuri Urval.
Og nu har to af dem, Gitte Just og Benedicte Strøm, forladt deres jobs.
Se: Rekruttering for 862.000 kr.
Formanden for Fonden Aarhus 2017, borgmester Jacob Bundsgaard (S), beklager Gitte Justs afgang.
- I løbet af det seneste år er det lykkedes Gitte Just at skabe retning og god fremdrift i de mange projekter og elementer, som vil udgøre programmet i Europæiske Kulturhovedstad 2017, og hun forlader derfor jobbet på et efter omstændighederne velvalgt tidspunkt, siger Jacob Bundsgaard.