Gartnerier tjener på mild vinter
Plusgrader holder varmeforbruget nede
Mens børn og barnlige sjæle sukker over, at der ikke er kommet sne og frost denne vinter, er der andre, der er godt tilfredse. Nemlig gartneri-ejerne.
- Det hilser vi i hvert fald velkomment. Det kan mærkes på pengepungen, siger Bent Juhl Jensen, der har gartneriet Råhøj ved Malling syd for Aarhus.
Han fortæller, at de milde vinde har kunne mærkes på varmeregnskabet for november og december 2011:
- I forhold til året før har vi sparet omkring 20-25 procent. Og for vores lille virksomhed er det 10.-15.000 kroner om måneden, vi har sparet, siger Bent Juhl Jensen til P4 Østjylland.
Varmeforbrug halveret
Flere andre gartnerier i Østjylland mærker tydeligt, at vintervejret lige nu viser sig fra sin milde side. Blandt andet det store gartneri Knud Jepsen A/S ved Hinnerup.
Her siger direktør Frands Jepsen, at varmeforbruget i drivhusene denne vinter er halveret i forhold til sidste vinter.
Og der er endnu mere at glæde sig over:
- Det, der er allerbedst, er, at det milde vejr giver forbrugerne lyst til at købe planter. Derfor får vi de priser, vi gerne vil have for vores produkter, fortæller Frands Jepsen.
Han tilføjer, at gartnerier denne vinter heller ikke er tvunget til at køre planterne andre steder hen for at få dem afsat. Det var gartnerierne tvunget til for et år siden, da der ikke var kunder nok på gartneriernes sædvanlige salgssteder.
Kilde: DR Østjylland