Gang i Smeden fra Allingåbro

Søren Holm fra tv-serien Rigtige Mænd har tabt sig mere end tyve kg og motionerer næsten hver dag

04:40

1 af 2

Søren Holm - smeden fra Allingåbro - blev landskendt, da han var med i tv-serien Rigtige Mænd, hvor han og fire andre håndværkere med lidt for meget sul på kroppen skulle ændre deres livsstil.

I alt har Søren Holm tabt sig over 20 kg, og i dag dyrker han motion så godt som hver dag:

- Jeg bliver aldrig så tyk igen. Aldrig nogensinde, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

En af hemmelighederne bag vægttabet er, at han spiser kål, kål og atter kål.

- Jeg er ikke på skrump. Jeg har lagt min kost om, lyder det fra Søren Holm.

Hans datter, Kathrine Holm, er stolt af sin far:

- Jeg ved, at sådan noget som motion, det var han ikke så vild med før. Men nu - det er jo helt vildt, siger hun.

Mød Søren Holm og hør, hvordan det er gået ham, siden tv-serien rullede over skærmen, i indslaget øverst på siden.