Gammelt væveri får nyt liv
Bliver revet ned og genopbygget
Engang husede bygningerne Grenaas største arbejdsplads, men i dag er bygningerne tomme, maskinerne væk og kun minderne er tilbage.
Nu får Grenaa Dampvæveri nyt liv, når entreprenører går igang med at gendanne de sidste af bygningerne til lejligheder.
Alle bygningerne bliver revet ned og genopbygget i samme stil.
Det er Boligselskabet B45 og Aat EWjendomme, som vil forvandle væveriet til ungdomsboliger, lejligheder og erhvervslejemål
- Vi har valgt at gentage metoden som blev brugt på den gamle kedelbygning, der blev nedrevet og genopført i samme udvendige stil, siger direktør Anders Lisvad fra B45.
Håndværkerne er allerede i gang med at nedbryde bygningen indefra. Det nye byggeri vil omfatte 3.400 kvadratmeter og koste i omegnen af 60 millioner kroner.
Gennemgående for projektet bliver den industrielle stil. I erhvervslejemålene vil der blandt andet være fritstående søjler, høje rum, rå beton og store vinduer.
Ved lejlighederne vil der være tilknyttet en stor tagterrasse og små haver.
Det store byggeprojekt skal efter planen stå færdig i sensommeren 2015.