Gær skal varme byen

De Danske Gærfabrikker og Grenaa Varmeværk slår pjalterne sammen

02:15

I Grenaa har en af byens store virksomheder og det lokale varmeværk store planer om, hvor varmen skal komme fra.

Det kan komme til at betyde at varmen i radiatorerne i byen i fremtiden vil komme fra et noget usædvanligt sted.

De Danske Gærfabrikker, der ligger i Grenaa, skal nemlig være med til at producere varme til byen:

- Når den (gæren, red.) vokser, udvikler den varme, siger direktøren i De Danske Gærfabrikker, Rune Engell-Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Gæren udvikler sig fra en mængde på størrelse af et knappenålshoved til 30 ton gær i løbet af en uge. Den voldsomme udvikling sker, fordi gæren får næring fra en roemelasse, som er et restprodukt fra sukkerproduktion.

Når det sker, bliver der udviklet varme - varme, der i dag går til spilde. Men nu har de fået en plan sammen med Grenaa Varmeværk.

Der skal føres rør fra gærfabrikken over til varmeværket. Varmen fra gæren vil kunne levere varme til 1200 husstande i Grenaa.

Hør mere om planerne i indslaget øverst på siden.