VIDEO: Gade fyldt med brunt og mudret vand
En vandledning er sprunget, lyder det fra vandselskabet.
Lars Jakobsen fik sig noget af en overraskelse, da han onsdag kiggede ud af sit vindue på Hovedgaden i Brabrand ved Aarhus.
Gaden flød med vand.
- Jeg kiggede bare ud af vinduet, og så væltede det bare ned med vand. Det var rimelig voldsomt, siger Lars Jakobsen til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer, at han aldrig har set noget lignende i Danmark.
- Det ligner sådan noget man ser i fjernsynet fra Italien, når der er oversvømmelse, griner han.
Han blev nysgerrig og gik ned på gaden. Her oplevede han, at folk fjernede deres biler, og at den lokale shawarmabar bekymrede sig højlydt for, om det brune vand nu ville komme ind i butikken.
Han kunne se, at det kom ovre fra tunnellen.
Brunt vand uden lugt
- Det steg og steg. Sådan noget mørkt lidt mudret vand. Det lugtede ikke, siger han.
Imens han var på gaden, ringede en til politiet, og Aarhus Vand dukkede op.
De siger til TV2 ØSTYJYLLAND, at det skyldes et brud på et vandrør, og at vandet er helt ufarligt.
Grunden, til at det er brunt, er, at der er sand i vandet.
- Vi har folk ude og lappe et brud. Der er sprunget en vandledning. Det sker nogle gange. I mellemtiden har vi lukket for vandet nogle steder, og vi anbefaler, at lader hanen løbe i ti minutter, når vi åbner igen, siger Emil Cramer, der arbejder i Team Ledningsnet hos Aarhus Vand.
Aarhus Vand forventer, at selskabet er færdige omkring kl. 15-16. Se mere på deres hjemmeside.
Det er folk, der bor på Hovedgaden 34-52, der lige nu mangler vand i hanen.