Fyldt med skadelige partikler
Gamle tog forurener banegården
Luften på perronerne på banegården i Aarhus er så fyldt med skadelige dieselpartikler, at det svarer til 4-5 gange forureningen fra en 6-sporet vej.
Det Økologiske Råd har foretaget målinger på banegården, der viser, at der i gennemsnit er mellem 100.000 og 200.000 skadelige partikler per kubikmeter luft på Aarhus Hovedbanegård.
DSB erkender problemet, men kan ikke gøre noget ved den sundhedsskadelige luft. En af årsagerne er de 30 år gamle MR-tog, som DSB har været nødt til at indsætte mellem Aarhus-Esbjerg og Aarhus-Lindholm på grund af problemerne med IC4-togene.
Tomgang forurener
Et andet problem er, at togene er nødt til at stå i tomgang på perronerne, mens de venter på passagerne.
- De er nødt til at have startet motoren og sørge for, at toget er sikkerhedsmæssigt er klar til at køre før den planlagte afgangstid. Så de er nødt til at stå i tomgang lidt, men de skal ikke stå i tomgang længe, fortæller miljøchef i DSB Jesper Mølgaard til DR Østjylland.
Miljøchefen forventer ikke, at den nuværende situation varer ved da MR-togene kun er indsat på grund af de manglende IC4-tog.