Fundet lig kan være århusianer
Det lig, der i sidste uge blev fundet i vandet nord for Skagen, kan være en 61-årig mand fra Aarhus
9. feb 2011, kl. 13:33
Mere end 30 dage gammel
Det var liget af en midaldrende mand af europæisk afstamning, der blev fundet i vandet lidt nord for Skagen i sidste uge.
Det viser den foreløbige obduktionsrapport, oplyser Karsten Toft fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
Der blev ved dagens obduktion taget DNA-prøver og tandsættet bliver nu også undersøgt om det matcher på nogle af de savnede personer.
- Indenfor en uges tid har vi resultatet af undersøgelsen af tandsættet, DNA tager nok lidt længere, siger Karsten Toft til P4 Nordjylland.
Det undersøges blandt andet om liget er en 61-årig mand fra Aarhus, der forsvandt i Skagen midt i december.