Fuld mand på knallert væltede
68-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel
En 68-årig mand havde ikke helt styr på sin knallert, da han onsdag begav sig ud på en køretur i Aarhus.
Her mistede han kontrollen med sin knallert under en nedbremsning ved Tøndergade i det centrale Aarhus. Det resulterede i, at han væltede ned på vejen.
Men manden burde formentlig ikke have begivet sig ud på køreturen, for ifølge Østjyllands Politi var han påvirket af spiritus i en sådan grad, at han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Manden blev bragt til lægeundersøgelse for at få taget en blodprøve, og efterfølgende fik han lov til at gå hjem, men sigtelsen mod ham opretholdes.
Østjyllands Politi oplyser, at manden pådrog sig overfladiske knubs ved faldet.
Ulykken skete onsdag eftermiddag klokken 17.00.