Fuld 15-årig kørte sin far
Hvad gør man, når man er for fuld til at køre bil?
Hvad gør man, når man er for fuld til at køre bil?
Man sætter da sin 15-årige søn, der i øvrigt også er fuld, til at køre en hjem. Eller hvad?
Det er nok ikke den smarteste idé, men alligevel var det, hvad der skete på Søndergade i Hadsten natten til fredag.
Her blev en 15-årig standset af en patrulje, og udover at han af indlysende årsager ikke havde kørekort til den bil, han førte, så var han også påvirket af alkohol.
- Faren sidder faktisk ved siden af, og han er også påvirket af alkohol, og han har så overladt føringen til sin søn, siger vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han understreger, at det naturligvis ikke er tilrådeligt.
Både den 15-årige og faren blev idømt bødestraf. Den 15-årige for at køre i påvirket tilstand og uden kørekort, faren for at overdrage bilen til en mindreårig i påvirket tilstand.