Fuglsang på tredjepladsen

Silkeborg-cykelrytteren Jakob Fuglsang på tredjepladsen i Vueltaen

Foto: Leopard Trek

Med en femteplads på 8. etape kørte Jakob Fuglsang sig op på tredjepladsen i den samlede stilling i Vuelta a Espana.

Danskeren har svært ved at forstå, at alt er forløbet så fordelagtigt for ham indtil videre i det spanske etapeløb.

- Jeg er overrasket over, at jeg kan være så højt placeret i klassementet. Den første uge har været perfekt. Det er gået godt lige indtil nu.

- Vi må tage en dag ad gangen og se, hvor længe vi kan køre på denne måde. Jeg håber, jeg kan bevare min styrke og holdets støtte hele vejen til Madrid, siger Jakob Fuglsang til Leopard Treks hjemmeside.

12 sekunder efter vinderen
Silkeborgenseren kom i mål 12 sekunder efter spanieren Joaquin Rodriguez, som ud over etapesejren også snuppede løbets førertrøje.

Den har Jakob Fuglsang dog rigtigt gode chancer for at overtage for anden gang i årets Vuelta, når rytterne på mandag skal køre enkeltstart over 47 kilometer i Salamanca.

Det kræver imidlertid, at danskeren også opnår en topplacering på søndagens bjergetape, som slutter på Sierra de Béjar.

- Man får et ekstra gear efter at have kørt Tour de France. Man kan ikke træne så hårdt, som man kører i Touren. Det er simpelthen ikke muligt.

- Hvis man kommer godt igennem Touren, og man får god hvile, er man flyvende, selvom man måske stadig er træt. Det eneste spørgsmål er, hvor længe, man kan fortsætte på denne måde, siger Jakob Fuglsang.

Østjyden kørte sig i førertrøjen efter 1. etape, da han passerede målstregen først i holdtidskørslen, som Leopard Trek vandt. Dagen efter mistede han førertrøjen til holdkammeraten Daniele Bennati.