Fuglsang i gult i Spanien

Jakob Fuglsang glæder sig over førertrøjen i Vuelta a España

Foto: Leopard Trek

Cykelrytteren Jakob Fuglsang fra Silkeborg er i sagens natur meget tilfreds med den måde, lørdagen udviklede sig på for ham og Leopard Trek-holdet i Vuelta a España.

Holdet vandt den 13,5 kilometer lange 1. etape, en holdtidskørsel i Benidorm, og Jakob Fuglsang kørte sig i den røde førertrøje, da han var første Leopard Trek-rytter over målstregen.

- Vores mål i dag var simpelthen at køre en god holdtidskørsel, siger Jakob Fuglsang til Leopard Treks hjemmeside.

- Vi vidste, at hvis vi kørte en god holdtidskørsel, så kunne vi vinde. Det er virkelig et specielt øjeblik for holdet, og for mig at trække førertrøjen på i et af de store etapeløb. Det er fantastisk, siger Jakob Fuglsang.

Sportsdirektør: Et tilfælde
Ifølge Leopard Treks danske sportsdirektør Lars Michaelsen er det noget af et tilfælde, at det netop er Jakob Fuglsang, der kommer til at køre i førertrøjen.

- Vi pressede dem hele vejen til målstregen fra løbsbilen, og vi mindede dem ikke om det (hvem der skulle køre over først). Det er et tilfælde, at Jakob kørte først over målstregen, siger Lars Michaelsen.