Frygtet dræbergople er frosset ud

De seneste år har en frygtet gople truet livet i de danske farvande, men i år er den pludselig væk.

Sidste år var den udbredt ved flere danske kyster, men i år er der ikke fundet dræbergopler overhovedet i de indre farvande, fortæller professor Hans Ulrik Risgård fra Marinbiologisk Forskningscenter ved Syddansk Universitet til DR Østjylland:

- Det er muligvis den hårde vinter der har slået dem ud, siger han og tilføjer, at ikke alle goplerne er døde:

- Vi har en formodning om, at dræbergoplerne overlever på dybt vand i den sydøstlige del af Nordsøen. Derfor kan vi heller ikke udelukke, at de dukker op hos os i løbet af sensommeren, siger professor Hans Ulrik Risgård fra Marinbiologisk Forskningscenter ved Syddansk Universitet.

Dræbergoplen er trods navnet ufarlig for mennesker, men den har ligesom dræbersneglen en god appetit og ingen naturlige fjender på vores længdegrader.

Dræbergoplen stammer oprindelig fra Nordamerika, men har blandt andet forårsaget voldsomme problemer for fiskebestanden i Sortehavet.

Forskerne frygter stadig, at noget tilsvarende kan ske i Danmark.

Kilde: P4 Østjyllland