Frygter udhuling af sygehus
Et enigt byråd i Silkeborg protesterer mod varslede besparelser på sygehusområdet
I Silkeborg kæmper de mod Region Midtjyllands varslede besparelser på sygehusområdet.
Tirsdag protesterede et enigt byråd over for regionsrådet. De lokale politikere mener, at Silkeborg bliver urimeligt hårdt ramt af besparelserne:
- Det er urimeligt, at det mest effektivt drevne sygehus skal levere den største bid af kagen til besparelserne, siger borgmester i Silkeborg Kommune Steen Vindum (V) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: Kæmper mod besparelser
Blandt regionens forslag i deres sparekatalog er blandt andet nedlæggelsen af to medicinske sengeafsnit, nedskæring af akutklinikken og et farvel til akutlægebilen i Silkeborg.
- Vi frygter jo, at det her er en stille og rolig udhuling af vores sygehus, siger Steen Vindum.
Han anerkender dog, at kommunen skal være med til at levere deres del af besparelserne på i alt omkring 699 millioner frem til 2019 fordelt på hele landsdelen:
- Vi siger ikke, at vi ikke vil være med til at pege på vores del af besparelserne, men det, der lægges op til nu, det føler man simpelthen her i Silkeborg, er urimeligt, lyder det fra borgmesteren.
I videoen øverst på siden kan du høre Steen Vindum fortælle mere om, hvad han mener om besparelserne.