Frygter massive stormskader
Beboerne på Anholt frygter flere store vand-skader
Beboerne på Anholt frygter for endnu flere storm-skader på øen.
På Anholt har de seneste to storme nemlig taget kæmpe bidder af øen. Havet har næsten ædt øens hovedvej, og beboerne kan ikke gøre andet end at håbe på stille vejr.
- Alt det vand, der har oversvømmet øen i forbindelse med storm, er begyndt at ødelægge havnen, og storm-skaderne æder vores hovedvej. Det er uhyggelige kræfter, der er på spil, og jeg er forbavset over så hurtigt det sker, siger Henning Sonne, der er havnefoged på Anholt.
Stille vejr er der dog ikke udsigt til de kommende dage. Forude truer endnu flere kraftige vindstød, og vejrudsigten lover storm allerede igen på fredag.
Derfor frygter beboerne hvilke nye skader den næste storm kan medføre på Anholt.
- Det er forfærdeligt, at stå og se på alle de ødelæggelser, som vandet har medført. Man kan næsten stå og græde over det, siger havnefogeden.