Frivillige hjælper flygtninge

Fra midten af april begynder frivillige at hjælpe flygtninge i Randers med ansøgninger til familiesammenføring

01:40

1 af 2

Dansk flygtningehjælp har modtaget 80.000 kroner fra socialudvalget i Randers. Organisationen skal bruge pengene til at skaffe frivillige, der kan hjælpe flygtninge med papirarbejdet, når de skal søge om familiesammenføring.

- Det er helt væsentligt for integrationen, at flygtningene har deres familie omkring sig, ellers kan man godt glemme alt om integration, siger Han Bo Pedersen, der er konsulent i Dansk Flygtningehjælp.

Sproget er en barriere

En stor del af de flygtninge, der kommer til Randers, er enlige mænd fra Syrien, Jordan, Libanon og Tyrkiet. De er flygtet på egen hånd uden deres familie.

- De har naturligvis et stort ønske om at blive genforenet med deres familie, men at udfylde papirerne om familiesammenføring er et omfattende arbejde. De er ofte veluddannede, men mange taler typisk kun arabisk, siger Hans Bo Pedersen.

Det er her, de frivillige kommer ind i billedet. I første omgang bliver pengene brugt til at ansatte en person syv timer om ugen i 10 måneder, som skal stå for at instruere de frivillige i arbejdet.

Intens proces for begge parter

- Det er omfattende at søge om familiesammenføring, og man kommer ofte helt tæt ansøgerens historie, så det er en meget intenst proces, siger Hans Bo Pedersen.

- Derudover er det nødvendigt, at der er en med kundskaber i arabisk i nærheden, og det har den person, som vi ansætter i projektet.

Sprogcenter Randers lægger lokaler til, og centret får en formidlingsrolle mellem de frivillige fra Dansk Flygtningehjælp og de flygtninge, der har behov for hjælp.

De frivillige er klar til at hjælpe flygtningene i Randers fra første halvdel af april.

Se mere om de frivilliges hjælp til flygtning i indslaget øverst i artiklen.