Frifundet i chikane-sag: Jeg er ufattelig lettet
Carsten Anhøj har siden 2014 været sigtet for grov chikane mod et lesbisk par i Mariager, men nu er sigtelserne blevet droppet
Det er en af de mere spektakulære chikane-sager, der i dag blev sat et foreløbigt punktum af statsadvokaten i Viborg. Carsten Anhøj var anklaget for flere tilfælde af grov chikane mod et lesbisk par fra Mariager. Han skulle blandt andet have kastet hundelorte ind på parrets grund.
Men i dag blev sigtelserne mod ham så frafaldet.
Mand renses for chikane mod lesbisk par
- Jeg er først og fremmest ufattelig lettet over, at det er slut med de her grundløse sigtelser. Jeg vil dog også sige, at det er rystende, jeg overhovedet har været sigtet. Politiet har haft oplysninger fra dag 1, der burde have ført til det her, siger Carsten Anhøj til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Disse oplysninger indebærer ifølge Carsten Anhøj bevis for, at det påståede offer i sagen - den ene del af parret, Tulle Krøyer, fra begyndelsen skulle have udpeget ham som gerningsmanden.
Træt helt ind i sjælen
- I forhold til motivforklaring kan enhver google de symptomer, der findes i den sag, og så selv træffe sin afgørelse, lyder det fra Carsten Anhøj.
For ham er sagen nu slut, og det er han taknemmelig for.
Sofie stod bag støtteaktion i Mariager: Jeg er forvirret
- Jeg er træt helt ind i sjælen, fordi jeg har skulle forholde mig til absurde og vanvittige anklager. Så nu er det slut, men om politiet så vil stå på mål for at være holdt for nar og blevet trukket rundt i managen, det er op til dem, slutter den nu frifundne mand fra Mariager.
I byen fik den formodede chikane mod Tulle Krøyer mange på gaden i en støtteaktion - flere af dem står nu forvirrede tilbage.
Du kan se en kort gennemgang af sagen og et interview med Carsten Anhøj øverst på siden.