Fri entré til museer i Randers

Gratis entré skal lokke flere gæster indenfor på to randrusianske museer.

Randers trækker i den nationale førertrøje på kulturområdet og går først herhjemme med gratis adgang til den fælles kulturelle arv på museerne.

Byrådet har besluttet, at der i 2005 er fri adgang til byens to museer, Museet for Dansk Kunst - Randers Kunstmuseum og Kulturhistorisk Museum Randers.

De to museer bliver de to største museer i Danmark med fri adgang. Beslutningen om fri entré til kulturarven kalder lokalpolitikerne en 'manifestation, som giver baghjul til både landets andre store byer og til de store statslige kulturarvsinstitutioner'.

Randers lægger sig alene i kølvandet på den strømning, som en række steder i udlandet i seneste år har givet fri adgang til flere og flere museer.

Det gælder bl.a. de statslige britiske museer og de kommunale museer i Paris, som siden slutningen af 2001 har haft fri adgang, samt de statslige svenske museer, som i lighed med Randersmuseerne tilbyder fri adgang til udstillingerne med indgangen til 2005.

Alle steder har den frie adgang givet markant flere besøgende på museerne. Samtidig har det medført, at grupper som museernes traditionelt har svært ved at nå såsom unge, børnefamilier og indvandrere lettere har kunnet lokkes til.