Fremtidens folkeskole

Silkeborg Kommune vil indsamle idéer til, hvordan undervisningen kan blive bedre

02:31

1 af 2

Bare syv måneder efter, at folkeskolereformen trådte i kraft, er politikerne i Silkeborg Kommune nu parate til at lave nye ændringer.

Børne- og Skoleudvalget efterlyser derfor idéer fra forældre, lærere og elever til, hvordan undervisningen kan blive forbedret.

Alle idéerne skal udmunde i en samlet skolestrategi, der skal sikre høj kvalitet i undervisningen - også de kommende år - lyder begrundelsen fra kommunen.

Et faldende børnetal og stram økonomi sætter Silkeborg Kommune under pres, og derfor er der nødt til at blive gjort noget, før det er for sent.

Formanden for Børne- og Ungeudvalget, Søren Kristensen (S), mener, at inddragelse af alle parter kan være med til at sikre det bedst mulige resultat:

- Det er vigtigt at prøve at tage det i en dialog. I en idéfase, hvor alle bliver inviteret ind, inden vi som politikere sætter os ned og siger, hvad skal der så ske, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se også: De unge lærer af de ældre

Et af eksemplerne på, hvordan undervisningen kan foregå på en anderledes måde, er Buskelundskolen i Silkeborg. Her har man eksperimenteret med aldersintegrerede klasser, hvor eleverne er blandet på tværs af årgang.

Den nye skolestrategi skal efter planen træde i kraft efter sommerferien 2016.

Silkeborg Kommune opfordrer borgerne til at indsende deres idéer på kommunens hjemmeside eller møde op til et af tre idémøder, som bliver afholdt den kommende uge.

Se et tv-indslag om, hvilke idéer kommunen for eksempel efterspørger, øverst i artiklen.

Her kan du se, hvor og for hvilke skoler de kommende idémøder bliver afholdt:

Onsdag den 8. april: Buskelundhallen kl. 19-21

Ans Skole, Balleskolen, Buskelundskolen, Kjellerup Skole, Sjørslev Skole, Skægkærskolen, Thorning Skole, Vinderslev Skole, Silkeborg Ungdomsskole.

Torsdag den 9. april: Gjern Kultur- og Idrætscenter kl. 19-21

Dybkærskolen, Fårvang Skole, Gjern Skole, Grauballe Skole, Gødvadskolen, Langsøskolen, Resenbro Skole, Sorring Skole, Sølystskolen, Voel Skole, Dybkær Specialskole.

Tirsdag den 14. april: Virklundhallen kl. 19-21

Bryrup Skole, Frisholm Skole, Funder/Kragelund Skoler, Gjessø Skole, Hvinningdalskolen, Sejs Skole, Vestre Skole, Virklund Skole.

Kilde: Silkeborg Kommune.