Fremtiden er lige her
Førende IT-eksperter samlet i Aarhus
Det er de færreste, der for mere end fem år siden havde forestillet sig, hvilken betydning smartphonen ville få for mange i 2014.
Nu hvor smartphonen er blevet vidt udbredt, spørger eksperterne sig selv: Hvad bliver det næste?
Svaret skal måske findes på en IT-messe i det nordlige Aarhus. Her er en række af verdens førende IT-eksperter lige samlet til messen Atea IT Expo.
På messen kan de besøgende blandt andet se, hvordan det er muligt at smide nøglebundtet væk. I stedet kan man få indopereret en chip, der kan anvendes til at åbne låse op.
Ifølge den aarhusianske IT-ekspert Preben Mejer er det slet ikke utænkeligt, at den lille chip engang bliver udbredt.
- Der er faktisk ikke ret meget af det, der er her, der er lir for at være lir. Det er en udstilling og en konference, der viser ting, der er tænkt til at tage i anvendelse, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Der er selvfølgelig lidt sjov og ballade. Men mestendels er det seriøse ting, som allerede nu træder ind i mange professionelle sammenhænge.
Se mere om det elektroniske isenkram på IT-messen i tv-indslaget øverst i artiklen.