Franz Ferdinand vs. vejrguderne
Regnen over Skanderborg skræmte adskillige fans væk, men de, der blev tilbage, oplevede en forrygende og veloplagt koncert.
Der var åbnet op for sluserne, da skotske Franz Ferdinand gik på Bøgescenen torsdag aften.
Regnen væltede mildt sagt ned over bøgeskoven, og så skal der virkelig god musik til at holde tilskuerne væk fra tørvejr.
Ifølge både JP Århus og Ekstra Bladets udsendte leverede skotterne varen og bød både på de mere velkendte hits og smagsprøver på numre fra den kommende plade.
- Så vidt jeg kunne bedømme fra mit kighul i regntøjet og høre gennem slagregnen så leverede Franz Ferdinand en ualmindelig veloplagt og super stringent, ja faktisk fremragende koncert, skriver Ekstra Bladets udsendte i Skanderborg, Henrik Queitsch.
Han kvitterede for den oplevelse med fire ud af seks stjerner, mens JP Århus' journalist var lidt mere gavmild og sendte fem stjerner ud af seks til Franz Ferdinand som tak for en god kamp i det regnvejrsramte Skanderborg.