Forvaltning i modvind

Flere byrådspolitikere i Aarhus Kommune langer ud efter socialdirektøren efter sag om forældrebetaling til døgninstitutionspladser til handicappede børn

02:15

1 af 2

Torsdag gav Ankestyrelsen en mor medhold i, at det er ulovligt, når kommunen kræver, at forældre betaler regningen for døgninstitutionspladser til handicappede børn, og det har nu fået flere byrådspolitikere op ad stolen.

- Det her går simpelthen ikke, det er ikke det her, som Aarhus Kommune skal være kendt for, og det er ikke det Aarhus, som vi ønsker, siger Lars Boje Mathiesen (LA), der er byrådsmedlem i Aarhus Kommune.

Og han er ikke den eneste, der er utilfreds:

- Det sender et rigtig dårligt signal, lyder det fra byrådsmedlem Knud Mathiesen (DF).

Se: Hug til Kommune

- Jeg tror, at alle synes, at det her er en forfærdelig kedelig sag, der har været alt for lang tid undervejs, siger Christian Budde, der er medlem af byrådet for Venstre.

Ankestyrelsen har slået fast, at det er ulovligt, når Aarhus Kommune har krævet, at forældrene selv betaler for daginstitutionspladser til deres handicappede børn.

- Man fortolker meget anderledes end de andre kommuner, og hvor kommer det fra? Som jeg ser det, har man valgt putte systemet og penge før mennesker, og det bryder jeg mig ikke om, siger Lars Boje Mathiesen.

Det har ikke været muligt at få et interview med Erik Kaastrup-Hansen, som er socialdirektør i Aarhus Kommune, men i en mail skriver han:

- Hvis politikerne ønsker en undersøgelse, så får de det. Men det er vigtigt for mig at understrege, at der er tale om en ny principafgørelse fra Ankestyrelsen og dermed en ny fortolkning af reglerne. Det har vi jo ikke kunnet administrere efter før i går.

Se: Forældrebetaling er ulovlig

Knud Mathiesen mener, at socialdirektøren er den ansvarlige, og at det bør få konsekvenser:

- Hvis det er sådan, at det ene og alene er ham, der sidder med hele ansvaret, så mener jeg faktisk, at konsekvensen bør være, at han bliver nødt til at overveje sin stilling. Vi, der sidder i Socialudvalget, kan umuligt have tillid til sådan en mand fremover, siger Knud Mathiesen.

Erik Kaastrup-Hansen er ked af mistilliden, og han er kender, at der er plads til forbedring.

- Vi kan blive meget bedre til at håndtere den slags sager blandt andet ved at blive bedre til at kommunikere vores fortolkninger, vores vurderinger og vores skøn. Og det gælder både kommunikationen til forældrene og byrådsmedlemmerne.

Nu skal samtlige af de 70 sager, hvor forældre er blevet pålagt brugerbetaling, genoptages. Det forventes, at de alle ender med, at forældrene ikke skal betale de udgifter, de er blevet pålagt.

Du kan se mere om sagen i tv-indslaget øverst på siden.