Fortsat høje stemmeprocenter

Tendens fra formiddagen fortsætter

En opgørelse foretaget af TV 2 | ØSTJYLLAND kl 15 viser en stemmeprocent i Østjylland på 44 procent mod 40  ved valget i 2007. Stemmeprocenterne ved de østjyske valgsteder har hele dagen ligget 2-4 procent over niveauet på tilsvarende tidpunkt i 2007.

Kl. 15 var den gennemsnitlige stemmeprocent ved otte valgsteder Aarhus 40,4 mod 37,4 ved forrige folketingsvalg. I Randers var stemmeprocenten 42,1 mod 38,5 sidste gang. I Syddjurs havde 36,3 procent stemt mod 33,3 procent sidste gang.

De høje østjyske stemmeprocenter stemmer overens med tendensen på landsplan.

Om den høje valgprocent er en fordel for rød eller blå blok er det vanskeligt at sige noget om, siger TV 2 | ØSTJYLLANDS valgekspert Rune Stubager.

- Det er ofte de resourcesvage vælgere, der ikke stemmer, og da vi ved, at de typisk stemmer på Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan den høje stemmeprocent være en fordel for dem, siger han.

Han mener, at det kan være det tætte politiske opløb og finanskrisen, der har skærpet interessen for at stemme.