Forsvundne Hector er nu tilbage hos sin ejer i god behold

En amerikansk træningshund blev natten til torsdag stjålet fra en parkeringsplads ved Årslev Kro. Nu er hunden genforenet med sin ejer

Mark Saccocio, en af hundens ejere, bliver her genforenet med sin hund. Foto: Privat

Siden torsdag morgen har manges øjne været rettet mod en eftersøgning af en helt bestemt amerikansk hund.

Hector, som er en belgisk malinois, blev i nat stjålet fra en bil parkeret ved Årslev Kro vest for Aarhus. Den var i landet for at være en del af verdensmesterskaberne for schæferhunde i Randers.

Nu er hunden fundet igen og er blevet genforenet med sin ejer.

Det bekræfter den amerikanske delegation over for TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Hund stjålet fra parkeringsplads: Hvor er Hector?

- Ejeren Mark Saccocio spurgte folk i Bazar Vest, om de havde set hunden. Nogle dér vidste, hvem der havde taget den og ledte ham på sporet af Hector, siger Kelly Hogan fra den amerikanske lejr til TV2 ØSTJYLLAND.

- Hector ser ud til ikke at have taget skade. Vi er virkelig glade for at have fundet hunden igen og er dybt taknemmelige for den hjælp, vi har fået, lyder det videre fra hende. 

03:52

VIDEO: Det var noget af et chok, der ventede en af hunden Hectors ejere, Mark Saccocio, da han tidligt torsdag morgen kom ud til sin lejede bil. Den var parkeret foran Årslev Kro. I løbet af natten brød tyve ind i flere biler og stjal blandt andet hunden Hector. Den er nu fundet igen. Interviewet er på engelsk.

Luk video

Efter sigende skulle bortførerne have forlangt penge fra amerikanerne for at udlevere hunden, men Hector stak af. Om der således nåede at blive udvekslet en løsesum, er uklart.  

Den måde, som hunden er taget på og fundet igen, giver os anledning til at efterforske sagen dybere. Det gør vi lige nu.

René Ludvig, Østjyllands Politi

- Vi kan bekræfte, at vi er i dialog med ejerne om, hvad der er sket. Den måde, som hunden er taget på og fundet igen, giver os anledning til at efterforske sagen dybere. Det gør vi lige nu, siger vagtchef hos Østjyllands Politi René Ludvig til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi har samlet beviser på stedet og har flere spor, vi går efter. Af hensyn til den videre efterforskning ønsker vi ikke at give flere detaljer på nuværende tidspunkt. Vi vil naturligvis gerne høre fra vidner, der har set noget, eller som i øvrigt har kendskab til sagen, lyder det videre fra vagtchefen. 

Østjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 114. 

Er som et familiemedlem

Tyveriet af Hector skete efter al sandsynlighed i nat mellem kl. 02.00 og 4.30. Det blev opdaget i morges, da de amerikanske ejere kom ud til en smadret bilrude og et tomt hundebur. 

- Klokken seks i morges så vi, at vores bildør stod åben, og der var glas på jorden. Vi vidste, at to af vores hunde var inde i bilen, har Kelly Hogan tidligere fortalt.

Hector overnattede i et bur i en bil på en parkeringsplads foran Årslev Kro. Torsdag morgen var Hector stjålet. Hunden i det andet bur var der stadigvæk. Amerikanske Mark Saccoccio er en af hundens ejere.

I alt rejser gruppen med tre hunde, så der var altså en, som var væk. Det var Hector, som var i Danmark for at lære af verdensmesterskaberne for schæferhunde i Randers, der begynder den 3. oktober. 

Læs også Narkohunden Pablo blev stjålet to gange: Er nu i Afghanistan

Hector skal ikke deltage i VM for schæferhunde, da den er en belgisk malinois. Dens ejer er figurant, og Hector er med, fordi det er god træning for den. Til at lære at rejse blandt andet.

- Vi er meget kede af det og urolige. Vi vil gerne have ham hjem. Han er som et familiemedlem, og vi vil ikke flyve hjem uden ham, lød det fra Kelly Hogan.

Hector bor i New Jersey i USA. Den er i Danmark for at opleve og lære ved VM for schæferhunde i Randers. Foto: Privatfoto

Men nu er der altså glæde at spore i den amerikanske lejr igen.

Imens forsøger politiet at få klarhed over hele situationen.

01:47

VIDEO: Michael Johansen ved om nogen, hvordan det er at få stjålet en hund, som man er nært knyttet til. I 2017 fik han stjålet sin hund Pablo hele to gange. Interviewet er fra 11. marts 2017.

Luk video